Kvinde af Mødre Mødes Kristina Fabricius Skovgaard

Om at høre til 

Af Kristina Fabricius Skovgaard

Skærmbillede 2019-06-20 kl. 09.38.34.png

Mit navn er Kristina og jeg bor i smukke Alken sammen med min mand og vores søn Atlas på lige knap 1½, som jeg hjemmepasser. Mit fristed, tilhørssted og hjerterum har det sidste halve års tid, været i Laven hvor jeg har været en del af Mødre Mødes årgang 1. 

Hele livet igennem gennemgår vi nogle forskellige faser, forskellige aldre og forskellige fokuspunkter. Vores identitet udvikles. Vi udvikles – sådan er livet. Fælles er, at hele livet igennem vil vi gerne høre til et eller andet sted. Høre til noget, eller til nogen. Sådan er menneskets natur. Dette samme gør sig i høj grad også gældende når vi bliver nogens mor. 

Det gjorde det i hvert fald da jeg selv blev mor. Lad os spole tiden lidt tilbage, til december 2017, hvor jeg en kold december formiddag fødte min søn. Lykken og kærligheden var umådelig stor, og ligeså var trætheden, tvivlen og frustrationerne – det spæde moderskab i en nøddeskal. 
Dengang havde jeg en klar forestilling om, hvilken mor jeg ville være. Jeg skulle gå til babysvømning (vi kom ikke afsted en eneste gang), jeg skulle gå til babymotorik (ej heller kom vi nogensinde afsted), jeg skulle trille lange ture med barnevognen imens jeg drak en varm latte og hørte podcast (mit barn var ikke fan af barnevogn som lille, og vi brugte stort set kun vikle og slyngevugge – kaffen blev som regel indtaget kold). Mit barn skulle i vuggestue senest når han var 1 år gammel, og jeg skulle genoptage mit studie. Samfundet havde så fint sørget for, at dette var min forestilling om morlivet.

Skærmbillede 2019-06-20 kl. 09.38.20.png
Skærmbillede 2019-06-20 kl. 09.38.49.png

Den forestilling braste hurtigt, og livet ville det anderledes – jeg ville det anderledes. Forestillingen var ikke forenelig med de værdier moderskabet havde ført med sig. Eller passede på det barn, som jeg havde fået. Bøtten blev derfor vendt på hovedet og prioriteterne blev ændret.

Men hvad så? For hvad gør man når man pludselig står helt alene uden for normerne? Når de valg man traf, ikke var de samme som venindernes eller mødregruppens? Der sker det, at ensomheden og tvivlen sniger sig ind på en. Hvor hørte jeg til nu? 

Vejen til Mødre Mødes

En dag da min søn var 8 måneder gammel, stødte jeg på dét! Mødre Mødes – det lød magisk i sig selv. Et halvt års selvudviklende forløb, med mit evige sidekick på armen. Et håb plantede sig – var det her et sted hvor der var plads til bare at være mig? Et sted hvor der måske var andre ”som mig”? Et sted at høre til, sammen med nogen med samme værdier som en selv. 

Et Facetime opkald med Mødre Mødes værtinden Lykke, senere, og min lykke var gjort! Jeg var solgt. 

Kristina laver sit eget værdi-ritual i Mødre mødes rummet, i Laven.

Kristina laver sit eget værdi-ritual i Mødre mødes rummet, i Laven.

Mødre Mødes og taknemmelighed 

Uanset om trætheden er stor fra nattens strabadser, om humøret er nedadgående og barnet i dårligt humør. Møder man altid en storsmilende, varm og kærlig Lykke, som med åbne arme tager imod en i sit smukke hjem i Laven. Man møder forstående, empatiske, ærlige medkvinder og medmødre. Her skal man ikke lades som om, eller prøve at være nogen som helst anden, end den man er. Her kan man være sårbar og tale om alt det, der ellers helst skal ties.

Som mor er det ofte baby der er omdrejningspunktet, i sociale sammenhænge. Hvordan har baby det? Hvordan sover baby? Hvordan spiser baby? – sjældent bliver der spurgt: Hvordan har mor det? Og det er så vigtigt, at mor også bliver spurgt og husket – det har hun brug for! Det havde jeg brug for!

Og lige præcis dét, ved Lykke. Og hun gør en dyd ud af at dyrke os som mødre og kvinder. 

Kristina og hendes søn Atlas i stuen i Laven.

Kristina og hendes søn Atlas i stuen i Laven.