FARVEL til ‘Skammen der fører mig ind i samværet’

Jeg har lyst til at dele lidt om hvad tiden efter tre år som hjemmegående - og nu med min datter i et børnehavefællesskab - har skabt af refleksioner i mig. Der er nemlig sket en hel del forløsning og fornyet kærlighed er spiret frem inden i mig efter at vi er trådt ind i en ny dagligdag sammen.

~Vores indre efterår som kvinder, kan føre megen reflektion og ny modenhed med sig, hvis vi ønsker virkelig at SE os selv, som vi er ... herunder kommer lidt fra mig, sådan som jeg virkelig ser mig selv lige nu…

Den sidste tid jeg gik hjemme “på fuld tid”…

(hvis jeg nu skal prøve at formulere mig ud fra den meget lineære tankegang, som vores generelle kulturelle ideer om familielivet, er bygget op omkring i dag!!!! Ja!- det var nok et lille politisk OPRÅB fra mig… her i en parentes …. jeg bruger ikke uanede mængder af min blogpost kapacitet på sådanne ting… men lidt med måde er altid godt ;)

… med min datter Sol - måske 2-3 måneders tid var det, måske endda længere hvis jeg virkelig er ærlig med mig selv -følte jeg ofte en sniiigende og forceret følelse i vores samvær. Det kom og gik... der var også stadig masser af magi og varme og dejlige øjeblikke med masser af oprigtigt nærvær og frivillig intimitet... men som alt andet indeholder livet nuancer.

Jeg havde længe (også) følt utilstrækkelighed i min mor -og forældrerolle og jeg forstod ikke hvorfor det nogle dage kunne være SÅ hårdt at lege, tage på ture og være med min datter (“Tag dig dog sammen!!!” sagde min indre kulturelle dommer). I mange omgange af mit hjemmeliv havde jeg delt denne frustration over ikke at føle mig som en “ ideel hjemmegående” med min gode veninde som også var hjemmegående. Det var rart at spejle sig i en anden kvinde som jeg delte mange af mine livs-overbevisninger og ønsker med, men det var også svært nogengange, da jeg ikke altid kunne finde ud af hvad der virkelig var mig? og hvad der var mine ønsker omkring mig? (altså hvem jeg ønskede jeg var i stedet for…)

Ud af flere indre rangsagninger kom jeg af flere omgange frem til, at det som så meget andet med små børn nok bare var ‘ en fase’. Så jeg lod tålmodigheden råde…. tiden…. hvilket jeg også ret autentisk tror på er en super duper god ide. At tage tålmodigheden og det langsomme liv med som sin rådgiver, gav mig utrolig meget mening. At give min femininitet lov til at hjælpe mig og informere mig indefra, er blevet mit største guldkort.

“ Det gik op for mig, at modsat oprigtigt og ønsket samværd af kvalitet, så var mit samværd med min datter i højere og højere grad blevet farvet af min indre “forælder skam” ~ skammen omkring ikke at bruge tid med mit barn, skammen omkring ikke at bruge det MESTE af min tid med mit barn ”

Men den der indre stemning - som jo altså bare var ‘ en fase’ - blev ved med at forfølge mig.

Jeg har det sidste år været i proces dagligt, med udgangspunkt i min kvindelige cyklus, sammen med min mentor Mandy Adams (https://mandyadams.co.uk). Hun har holdt det rum for mig, som jeg ønsker at holde for andre kvinder. Et rum, hvor det har været muligt for mig at gå på opdagelse i mit cykliske landskab og skabe et fordybet samarbejde & en mere sensitiv forbindelse til mit indre. Jeg har lært - i højere og højere grad - altid; “At holde min indre vise kvinde i hånden”.

Igennem mit indre arbejde, blev det også tydligere og tydligere for mig at “noget” ikke fungerede for mig - og os - og specielt denne reflektion: Jeg skal og vil ikke leve så knoklende mere!

Igennem de tre år jeg har været hjemmegående, har jeg søgt hjælp og støtte hos så mange mennesker, organisationer mm. som kunne bekræfte det jeg gjorde som “det rigtige” at gøre. Når jeg ser tilbage på de år - uden at negligere at jeg også har elsket højt at gå hjemme med min datter meget af tiden - så ser jeg et klart mønster i; at jeg virkelig ofte havde brug for en bekræftigelse udefra på, at det vi/jeg gjorde som hjemmegående var det bedste for os og for min datter fordi jeg hele tiden fik en indre intuition på; at jeg ikke selv følte at det var “det rigtige” for mig (og dermed os, da jeg tror på at en mor ofte er limen i en familie, den energi der binder familiemedlemmerne sammen og mærker intuitivt for alle.)

Jeg er et troende og (hvis jeg selv skal sige det) spirituelt menneske - sådan lever og guides jeg også i mit liv - Derfor har det også altid klinget liiiiidt hult hos mig, når der i nogen sammenhænge i livet, udenfor og inden i mig, bliver talt om en objektiv sandhed for hvordan børneliv og familieliv er bedst, mest nærende, sjovest, mest tilknyttende…. Mit indre rovdyr vågner, når der postuleres en sandhed for alle - voksne eller børn.

Jeg tror på at vi alle har en karmisk rejse på jorden - at vi indgår i det store pudsespil med vores erfaringer, på vores måde -derfor er der intet som “bare er godt” for alle mennesker - voksne eller børn. (og her snakker jeg ikke om kvinder og børn i Bangladesh eller om de mennesker som vi som kultur har fået skubbet ud på fattigdommens eller skammens rand. Her snakker jeg om den gruppe af såkaldt priviligerede & rige familier som jeg selv tilhører).

….indtil det en dag gik op for mig; Dette hjemmeliv er ikke længere for mig- det er dét min indre viskvinde har prøvet at fortælle mig igennem ALLE de scenarier hvor jeg har opdaget at jeg har mistet forbindelsen til mig selv og stået midt i en vred, utilstrækkelig og mega urimelig følelsesmæssig tilstand.

Jeg lever et grænseoverskridende liv, for mig. (det lyder hårdt, men vi må huske på at grænser er mangefarvede og de små, første pip fra vores grænser oftest bliver overhørt før de store BRØØØØL sætter ind).

Der var mange dage i den sidste tid som hjemmegående, hvor jeg ikke var den forælder jeg ønskede at være fordi jeg ikke gav mig selv mulighed for at lade op, mærke min egen kreativitet blomstre og leve ud den del af mit liv som ikke involverede min datter. Jeg var ikke i samsvar med min essens og den karmiske vej jeg måtte følge…

Det gik op for mig, at modsat oprigtigt og ønsket samværd af kvalitet, så var mit samværd med min datter i højere og højere grad blevet farvet af min indre “forælder skam” ~ skammen omkring ikke at bruge tid med mit barn, skammen omkring ikke at bruge det MESTE af min tid med mit barn!

Skam er en følelsesmæssig tilstand som fylder virkelig meget i forældre og specielt i kvinder. Skam har jeg opdaget ligger dybt som varme gløder under et gammelt bål, i den del af en kvindens psyke som tilhører hendes indre efterår, i hendes cyklus. Vi ser skammen hos kvinder, udtrykt i vores kultur igennem mange forskellige billeder og symboler: Det såkaldte “PMS syndrom”, at vi må gemme de bind vi som unge kvinder skal ud og skifte på skoletoilettet, at vi ikke må udtrykke vores sunde vrede, at vi igen og igen spejles i vores lavere værd i forhold til mænd i vores kultur (og med værd taler jeg ikke ind i ligestilling overhovedet. Jeg snakker om individuel værdi lige meget hvad vi foretager os eller hvem vi er eller hvor priviligerede vi er.). Der er flere og mange eksempler på den kvindelige skam der syder under vores kultur og samfundsstrukturer.

At udforske min egen skam og hvilket indre landskab det opstår ud af, har hjulpet mig til at forbinde mig med min egen autencitet, autoritet , min sunde vrede & kontakten til hvad der er rigtigt for mig. - alt dette gemmer sig nemlig, nedenunder skammen: En ægte og jordforbunden feminin kraft! (hvis den ikke udvikles og findes frem fra under gløderne, opleves den måske kun i en kvindes fødsel af sit barn… måske ikke engang dér, kommer den til syne).

Hvor mon du oplever skam i dit liv? i dit indre? og hvad mon den skam gemmer på af smukke autentiske skatte som virkelig er dig?

Min datters første dag med sit nye børnhavefællesskab, en sommerdag i August.

(Forfatteren Brené Brown skriver fantastisk dybt og undersøgende om Skam og dens oprindelse, det er så værdifuldt at tjekke hende ud ;)

Da jeg på et tidspunkt, i min indre rejse, kom frem til en ren og robust følelse af hvad der virkelig autentisk var mig - uafhængig af de ydre objektive ideer om det rigtige på den ene eller den anden side - derfra kunne jeg tage en ny drejning af vores familieliv. Det blev en en ny hverdag bygget på et stærkt og trygt grundlag for os alle tre. En ny hverdag hvor vi alle tre kunne få plads til det vi aller helst ville, det meste af tiden ;)

Mest af alt, og aller vigtigst, har denne ændring imod det autentisk rigtige for os, gjort 99.9 % af mit samværd med min datter til kvalitets samværd - samværd med nærvær, nul telefon og masser af overskud og fyldte bærer der flyder over af kærlighed.

En kæmpe bonus er også at mit og min mands overskud til hinanden er langt større og vi har nu muligheden for at planlægge at have en vigtigt samtale imellem os - eller andet som kunne være vigtigt som par ;D - i dagtimerne hvor vi begge er veludhvilede og ikke bare trætte og på ved i seng.

Jeg sagde virkelig “FARVEL OG GOOD BY” til skammen der før var den. der ofte førte mig ind i samværet med min datter. Det giver mig fortsat og fortsat sådanne taknemmelig vibes igennem kroppen og hjertet, når jeg tænker på hvor vigtigt det har været for mig, at tage det spring som krævedes for at mit familieliv kunne blive endnu mere autentisk levet og jeg nu kan være mere af den mor og forælder jeg må være - hvilket aldrig har noget med perfektionisme at gøre men altid noget at gøre med ærlighed omkring hvem jeg virkelig er.

Jeg har set mig selv. Det ønsker jeg at fortsætte med.

en Lykke arbejdsdag med masser af tid til hvile og opladning samtidig.