Fødsels fortællinger
Da jeg havde født min datter og skulle mødes med min kommunale mødregruppe første gang, fandt jeg pludselig mig selv siddende om et bord med en lunken kob kaffe og et stykke hvidt franskbrød, imens jeg på 5 minutter liiiige måtte lirer min fødselshistorie af for fem - egentlig - fuldstændig fremmede mennesker, der lige var trådt ind af min hoveddør for første gang.
Jeg husker specielt øjeblikket lige inden, hvor en af mine med-kvinder lidt cathy og let smilende spurgte “Nåååhh hvad så, skal vi snakke om vores fødsler? hvem vil starte? nogen kejsersnit imellem?”.
Noget dybt i mig følte sig i dette øjeblik frastødt og meget chokeret over den stemning og de spørgsmål. En anden del af mig tog selvfølgelig imod invitationen og deklarerede med stor, kriger stolthed “Ja, jeg var den der fik kejsersnittet!”.
Betyder det egentlig, dybest set noget, at fortælle om sin fødselsoplevelse til andre?
Og hvis det betyder noget, hvad er det så?
og hvem fortæller vi egentlig om vores fødsler til?
hvor fortæller vi fra?
og hvilket rum fortæller vi i?
Dette skriv, er et skriv der har ligget mig på sinde længe. Det er der mange grunde til. Det omhandler et tema som både vækker en dyb varme, sårbarhed og kærlighed i mig og samtidig vækker min dybeste vrede og harme.
Det jeg vil skrive om er, noget der har taget fusen på mig!
Jeg vil skrive lidt om, hvordan jeg det sidste års tid i processerne med mine private mødregruppeforløb er blevet specielt opmærksom på en ting, som har vist sig at være så dybt værdifuld, healende og givende, selvom jeg - måske lidt arrogant - umiddelbart ikke ville tro at det havde sådan en stor betydning som det har - og har haft.
Fødsels Fortællinger
Jeg vil fortælle om, hvordan vi i de mødregrupper jeg leder (#mødremødes) har gjort fødsels fortællingen og det rum og de omstændigheder de fortælles i, af de kvinder de tilhører, til et af de smukkeste, mest healende og helligste rum jeg kender til i mit liv, i dag.
I disse kvindefællesskaber bliver, en kvinde der generøst har delt sin fødsels fortælling med os andre, hyldet og æret. Dette gør hun blandt andet helt konkret ved, at modtage en fødsels-gave givet til hende af fællesskabet.
De billeder der fremgår igennem dette skriv, er billeder af flere af disse kvinders fødsels-gaver som de modtog da de delte deres fødsels fortælling med deres unikke fællesskab.
Tak for jeres generøsitet, kære mødre.
Læs endelig med videre.
Mødre Mødes er mit bud på et mødregruppekoncept, med mening
Med mening, mener jeg; et fællesskab hvor det essentielle omkring hvorfor vi mødes og er sammen, altid er i fokus og bliver holdt i live. Det er derfor at jeg er tilstede, som facilitator og leder af rummet. Jeg fortsøger at holde det essentielle i mødregruppen i live. Hvad det essentielle så er, i hvert enkelt fællesskab, er enestående for den individuelle gruppe og deres rejse sammen. Det essentielle er ofte noget der viser sig undervejs og nogen gange bliver det heller ikke så konkret italesat. Sådan føler jeg at det er, med os kvinder, der mødes sådan her: Vi søger, vi er nysgerrige og vi er åbne og når vi er det sammen, viser det essentielle sig altid.
I Mødre Mødes mødregrupperne mødes vi over omtrent 6 måneders tid, hver anden uge og hver gang dykker vi ned i et overordnet tema som vækker og igangsætter forskellige processer omkring det moderskab kvinderne står i lige nu. Vi berøre også andre tematikker på vores rejse sammen, men et af de helt centrale elementer i udfoldelsen af det at blive nogens mor, er fødslen af vores barn.
Omtrent hver anden gang vi mødes, er der en invitation til en af kvinderen om at dele sin fødsels fortælling med de andre kvinder i mødregruppen. I dette rum hvor fødsels fortællingerne folder sig ud, findes der nogle specifikke intentioner som vi prøver at følge og mestre så godt som vi kan…. (det skal siges at det leder os rigtig langt, at prøve at mestre dem ;).
De lyder således.
IKKE : F I X E. R E D E. R Å D E. P R O J I C E R E.
GERNE : E L S K E. E J E. S P E J L E. A C C E P T E R E.
Det er ikke sådan, at vi hver gang skal nævne disse intentioner for hinanden og os selv, men efterhånden som mødregruppens kultur har foldet sig ud over tid, bliver disse intentioner kropsliggjort og det bliver mere og mere en selvfølge at; sådan forholde vi os til hinanden og os selv, her.
En kvinde får altid et afgrænset rum af tid, til at dele sin fortælling i. En ramme at udfolde sin fortælling indenfor. Fødsels fortællingen kan starte hvor som helst kvinden ønsker det og den kan slutte hvor som helst hun ønsker det. Selvfølgelig har vi ofte en kollektiv ide om at fødsler begynder på et tidspunkt - oftest når vi mærker at veerne sætter ind - men for mange kvinder (inklusiv mig selv) så kan ens individuelle oplevelse af hvornår ens fødsel startede variere meget og sagtens starte et andet sted end det vi formår at forstå og placere i tid og rum. Denne holdning til fødsler er utrolig befriende synes jeg…. og den måde at forholde os fleksibelt til ideen om en fødsel - og dermed om en fødsels fortælling - tror jeg på er utrolig vigtig at begynde at omfavne. Egentlig, forholdet til tid og rum… at det ikke altid er hensigtmæssigt at se på det som sker i et lineært perspektiv.
Jeg elsker at leve i det cirkulære i stedet.
Imens den enkelte kvinder fortæller og deler ud af sin oplevelse har vi, der får lov at lytte med, den fornemme opgave at lytte på flere planer og samtidig være til rådighed følelsesmæssigt.
At lytte på flere planer er; at øve sig i, at lytte både til det der reelt bliver fortalt og samtidig at lytte til sine egne indre domme over det som bliver fortalt. I dette selvudviklende rum, som Mødre Mødes også er, er det nemlig lige så vigtigt hvilke personlige reaktioner vi har i vores indre på det vi modtager udefra som hvordan vi er i stand til at møde et andet menneske i dets fortælling om sig selv. dette, er også noget vi øver os på sammen kontinuerligt.
At være til rådighed følelsesmæssigt er; at øve sig i at åbne sit hjerte for et andet menneske, i nuet. At øve sig på, at komme nærværende tilstede og omfavne intimitet. Dette er den STØRSTE gave for mig at opleve i mine mødregrupper!!!! For lige præcis dette, er vi som kvinder født med potentialet for!
Vi er født med et biologisk potentiale for; empati og hjerte kontakt.
I disse øjeblikke står tiden stille.
Rummet bliver til en stor livmoder.
Energien er boblende, sårbar og fuld af varme.
der er plads til os alle.
tårerne triller.
æggestokkene vibrere.
Vi oplever fødslen der fortælles om, kollektivt.
Ina May Gaskin skriver i sin bog “Spiritual Midwifery” om; at alle fødsler er hellige momenter i tid. At alle fødsler skal behandles, som var de Jesu fødsel.
Jeg elsker hendes dybe respekt og tro på fødslen som en hellig oplevelse og jeg kan mærke -VI kan mærke - at det er helt sandt. Når vi sidder sammen i Mødre Mødes mødregruppen og høre en kvinde dele sin fødsels fortælling så kan vi virkelig mærke, at det er helt sandt.
I sådan et mødregruppe rum og med sådan en fortælling, er der ingen afbrydelser. Der er umiddelbart ingen spørgsmål man som kvinde skal svare på - ingenting som skal med i fortællingen for at klargøre noget for os andre eller opklare fornemmelser, følelser eller andet…… Der er bare; rum og plads til at være med det der er og det der komme.
Når en kvinde har delt og fortalt, så får vi alle tid til at fordøje. Det er ligesom kropsarbejde (som jeg også praktisere).
AKTIVERING
CIRKULERING
INTEGRERING
Noget sættes igang; en historie fortælles. Noget cirkulere i vores system; vi mærker hvad historien gør ved os (både som historiefortæller og historie modtager!). Noget integreres; Hvad gjorde fortælling ved os? hvor lander den i os, lige nu?
Når rummet er klar til det næste, og .det er en fornemmelsessag (måske skal nogen endda nå et tog, fordi vi blev så ovenud opslugt og ført med at fortællingen ;D) så får vi der har lyttet måske lov til at stille nogle opklarende spørgsmål til fødsels fortællingen, men KUN hvis kvinden der har fortalt ønsker sig det. Ellers ikke. Til aller sidst, lukkes det hellige rum ned med en fødsels-gave. Fødsels-gaven er skabt/købt/lavet af en af kvinderne i fællesskabet, på vegne af hele kvindefællesskabet.
Et menneske som er gået ind i en af de største livsovergange man kan gå ind i, i et liv som menneske, fortjener i den grad en gave, en anerkendelse, en kærlighederklæring. - og det er det, det er og det er det det føles som:
En kollektiv kvindelig kærlighedserklæring.
Endnu en mor er født.
(og så går vi hver til sit, men ses igen.)