Moderen & vores moderkultur

DSCF2354.jpeg

Jeg tror ikke at den største udfordring i min barsel var træthed! 

(nu skal jeg passe på hvad jeg siger, for jeg var vidst også riiiiiiimelig træt i min barsel ;) 

Nej, den største udfordring var  PRES, STRES & PRÆSTATION...!

Presset & stressen kom både indefra og udefra, men handlede grundlæggende om det samme: Min total ubevidste og overdrevne stræben efter at være den perfekte og overskudsagtige mor, der tager de helt rigtige valg for sit lille barn.

Præstation kom faktisk... mest indefra. Men på en måde også udefra... hhhmmm det kræver nok lidt mere forklaring, og den skal jeg give jer her i min historie om: 

Hvordan kvindefællesskaber kom til at betyde så meget for mig. -Så meget, at jeg har gjort det til mit daglige virke at skabe, dyrke og nære dem!

V I S K R U E R T I D E N T I L B A G E

Det er d. 20 juli 2016. Jeg ligger i min dejlige sofa , solen stråler ind ad det åbne vindue, det er varmt og i vindueskarmen står et glas vand. Jeg ligger på ryggen og min højgravide mave strutter op foran mig – jeg kan ikke se mine tæer. Jeg ligger her og drømmer om mit barn og om mit liv... Både om det liv der var og det liv der snart skal opstå. Jeg bølger ind og ud af søvnen... Falder hurtigt hen og vender så tilbage... Det er næsten sådan tiden går, her den sidste uge inden det skal vise sig at min datter kommer til verden.

Dette tidspunkt husker jeg så tydeligt, fra den sidste del af min graviditet. Det er det her tidspunkt hvor alt bliver stille og jeg bare V E N T E R... Jeg venter bare på en overgang. En transformation. 

Jeg er i transit fra mit gamle liv og ind i mit nye- stadigt ukendte -liv.

På dette tidspunkt forestillede jeg mig kun, at livet ville fortsætte i dette langsomme og rolige tempo, efter at mit lille barn var kommet til verden. Jeg troede virkelig på, at jeg nu havde øvet mig i 9 måneder på at nyde ”væren” og at jeg nu var klar til at praktisere det fuldt ud, når mit barn landede i mine arme – et barn af væren!

V I S K R U E R T I D E N F R E M

Det er d. 20 oktober 2016. 

Klokken er 07:00 og jeg sidder på en grøn sofa i min stue. Det regner udenfor. Jeg stirrer...Samtidig med at min datter sutter løs på mit ømme bryst og samtidig rækker ud efter mit ansigt og klasker sin hånd – med de spidse negle- ind i hovedet på mig. Jeg træner tålmodighed! Min mand laver morgenmad og skal i skole klokken ni. Senere skal jeg mødes med min mødregruppe inde i byen, men hvordan jeg skal møde dem er stadig et stort spørgsmål for mig? 

Måske skal jeg sidde og sludre med dem i flere timer på en dejlig, varm café imens mit barn sover længe og godt i sin barnevogn? Et glimt af lyksalighed! 

Måske skal jeg møde nogle af dem i et flygtigt øjeblik – hvor vores øjenkontakt kun lige etableres – imellem to bygninger nede på store torv – fordi jeg må traske hurtigt videre med et uroligt barn i barnevognen der kalder på ”en tur til!!!” ? Måske et andet scenarie... Måske. Det jeg dog tænker mest på denne morgen – og mange andre morgener som denne–er; Om i dag, er den dag, hvor jeg endelig skal forbinde mig til de andre kvinder i min mødregruppe på en ærlig, kærlig og autentisk måde? Om det netop i dag er den dag, hvor jeg får muligheden... grebet chancen til... at fortælle hvordan jeg egentlig har det, indeni? Om dette er den dag i min historie om min mødregruppe og mig, hvor jeg får lov til at give en anden kvinde et laaaaaaangt og dybt knus af kærlighed, som i det øjeblik både healer hendes svære følelser og mine egne, på samme tid? Et bånd imellem mødre, der kan styrke mig og hjælpe mig med at opleve mig selv som; den bedste mor jeg kan være! 

IMG_4218.jpeg

I N D S I G T

I de knap tre år der er gået, siden jeg første gang blev mor, er der næsten ikke gået én dag hvor jeg ikke har beskæftiget mig med lige præcis disse to personlige oplevelser, ubevidst eller bevidst . 

For faktum er, hvis jeg skal vende tilbage til mine to personlige oplevelser, at: Den tætte og nærende kontakt som jeg ønskede til mine med-mødre i min kommunalt organiserede mødregruppe, aldrig skete. Og den helt intuitive fornemmels af bare at ”være” sammen med mit barn i verden, heller aldrig blev det normale tilfælde!

Det jeg har fundet ud af er, at der er to måder for mig at være mor på: Jeg kan være mor i det værende eller i det præsterende. Mor i det værende er når jeg formår at leve fra dag til dag med fokus på det nu som jeg befinder mig i, og samtidig have mit fokus på det der sker inden i mig ved at udleve mit moderskab. Mor i det præsterende er, når jeg hele tiden har fokus på hvor jeg skal hen og hvad jeg skal om en uge, hvordan min baby skal stimuleres, hvilke bleer der er bedst på markedet, og hvordan mine omstændigheder fortælle mig at jeg skal være mor. 

Så jeg udviklede en hypotese der lød sådan her!:

”Hvis mødre på barsel tager del i et fællesskab af ligesindende, nysgerrige og åbne kvinder og at der samtidig er en person i det fællesskab som hjælper kvinderne med at have nærende, dybdegående og inspirerende samtaler, så vil mødrene i større grad være i stand til at nyde VÆREN i dagligdagen med deres lille barn og opgive præstation og ydrestyring, netop fordi – ikke kun deres barn – men de selv, bliver fyldt op, set og hørt. Måske er det sådan at, ingen kvinde kan være og er en Ø..?”

M Ø D R E M Ø D E S E R E N

L Y K K E C I R K E L

I November 2018 startede jeg mit første private tilbud om mødregrupper, i mit hjem i Laven. På torsdag slutter dette første forløb efter seks måneder, i samværd med seks mødre og deres guldklumper. Mødre Mødes– som mødregruppen er navngivet – har været mit bud på hvordan vi i dag i Danmark kan skabe nærende og trygge fællesskaber for kvinder i overgangen ind i moderskabet. En alternativ form for mødregrupper, hvor det ikke er morderen som den præsterende – der hele tiden ubetinget er der for sit lille barns behov – men moderen som den værende – en mor der tænker på at nære og inspirere sig selv først og fremmest – der er i fokus.

Mødre Mødes er mit bud på den mødregruppe jeg ønsket, men aldrig selv fik tilbudt da jeg gik på barsel. 

Jeg ønsker for alle kvinder på moderskabets vej, at de får muligheden for at forbinde sig oprigtigt og autentisk med andre kvinder. At alle mødre får et tilbud om en mødregruppe hvor de kan blive set og hørt og samtidig være noget helt særligt for nogle andre kvinder! Et fællesskab hvor det ALTID er samtalen om ”Hvordan har du det? Hvad går du og tænker på?” der kommer før samtalen om, hvilken babymos vi skal vælge nede i Kvickly.

Ikke mindst er det et sted, hvor mødre bare kan være tilstede, nyde, hvile og blive fyldt op.

OG SÅ, kan vi måske en dag gøre os håb om, at nærme os en lille smule af alle vores drømme om os selv som mødre! Men først når vi er blevet vores egen bedste ven og den proces tror jeg starter med, at vi befinder os i et fællesskab med ligesindede kvinder som vi tør tage på en indre rejse med. 

På et samfundsplan starter det med, at vi begynder at tage mødregrupper dybt seriøst og bruger ressoucer på at skabe nogle ordentligt funderede rammer der, så godt som muligt, giver nybagte mødre det de virkelig har brug for! - hvilket aldrig kan være en samtale omkring, den nyeste barnevognmodel.

MØDRE MØDES ÅRGANG 1

MØDRE MØDES ÅRGANG 1